Noget om pil

 

Pileplanten.

Pil er en fantastisk plante, den kan gro næsten overalt. Den har det bedst i god agerjord, men en mose er fint. Bare der er vand nok, så skal pilen nok klare sig. Pil (latinsk: Salix) har altid stået for det gode, den gode magi, bladene virker mod hovedpine, mavepine, gigt og er smertestillende. pileplante1

Salicin blev i 1800 tallet udvundet af pilebladene og blev senere til acetylsalicylsyre der bruges i aspirin og kodimagnyl. Her kan jeg da tilføje at arbejdet med at afbarke pilen gør hænderne bløde og fine, saften har noget godt i sig.

Pil formerer sig både ved stiklinger og bestøvning. Hvis et stykke pil ligger direkte på jorden vil det straks begynde at gro og skyde masser af nye skud op fra stammen. De er helt identiske med moder planten.

Pil har også kønnet formering, i starten af foråret sætter de gæslinger. Som foråret tager fart og det bliver varmere udvikler gæslingerne sig til pilens blomster. Det er til glæde for masser af biller, fluer og humlebier. Pil er en af de tidligste planter til at lave blomsterranker med nektar, så de spiller en vigtig rolle i forårets dyreliv.

Tørring af pil.

Det er meget nemt at tørre tynde pilegrene, de skal afbarkes og stilles i en tørrestak hvor der er god ventilation. Vente et par uger og de er knastørre.

Problemerne opstår når tykke pilegrene skal tørre. Pil er en hurtigtvoksende plante hvor langt det meste af stammerne består af splintved.

Træ indeholder flere forskellige dele. Der er kernen som består af døde træceller, den er meget hård og det som tørrer sidst. Kernen bruges til kvalitets vinduer og ting som skal holde til en stor belastning. Uden om kernen ligger splintveddet, det er en blanding af døde og levende træceller. Så kommer vækstlaget, et ganske tyndt lag som består af levende celler og er der hvor træet vokser. Et vækst lag om året, en årring, for hvert år bliver vækstlag til splintved og senere til kerne. Yderst kommer barken som er træets hud. Barken beskytter mod bakterier, virus og mekaniske skader på træet.

Ved afbarkning af pilen fjernes vækstlaget, så der kun er splintved og en lille kerne tilbage. Når pilen tørrer sker det udefra og ind. Træ tørrer med ca. 2-3 centimeter om året fra alle sider. Tommelfingerreglen er en tomme pr år. Pil mister 30-50% af sin vægt ved tørring, det er vand som fordamper og lader den faste masse tilbage.

Da træ tørrer udefra og ind opstår der store spændinger i træet. Hvis det yderste mister 50% af sin størrelse vil det sprække, kernen er jo ikke tør endnu og fylder lige så meget som da træet var levende.

For at løse dette problem måtte jeg finde ud af hvordan man tørrer træ. Moderne metoder består i varmeovne og styring af klima i store tørrehaller. Det var ikke lige den vej jeg ville gå, så jeg måtte længere tilbage i tid.

Middelalder metoder.

Fandt ud af at i middelalderen kunne de tørre træ lige så godt som med vores energikrævende metoder. Det kræver lidt arbejdskraft men det er muligt. Så jeg valgte middelaldermetoden. Det var et stort arbejde dengang. Efter træet var fældet var der nogen som brugte et halvt eller et helt liv på bare at tørre træet. Det værdifulde træ blev ofte brugt til kirker. Især egetræ blev brugt, det har dog en uheldig egenskab med at det snor og vrider sig når det tørrer. Meget uheldigt hvis det bruges i en kæmpe kirke med en blanding af kampesten og træ. Det hele ville styrte sammen når træet tørrede.

Det de gjorde var at lade træet tørre i en 30-40 år og så kun bruge det som ikke var flækket og ødelagt. Lidt som vi gør med brænde i dag, det betyder ikke noget hvis det sprækker. Det giver et enormt spild hvis træet kasseres og ikke skal bruges til kirkebyggeri. En anden metode var at smøre tjære ud over træet på alle sider, så blev formen fikseret og langt det meste kunne bruges. Det tog stadig op til 30 år før en 1 x 1 meter svelle var helt tør og var uden fare for at vride sig. Sikke et arbejde at have, tørre træ i det meste af sit liv uden at vide hvad det skulle bruges til. De indsmurte stammer blev så flyttet rundt i årene der gik, alt efter hvor de bedste tørre forhold var.

For at udvikle Tegnepil måtte jeg finde en god metode til at tørre pilen. Jeg tørrer fra 2 cm til 12 cm uden problemer ved at bruge middelaldermetoden. Det er meget sjældent at noget sprækker og må kasseres.

Min metode.

Hver formiddag går jeg en tur i pilemarken. Finder de planter som vil egne sig til bark og de som har den helt rigtige tykkelse til Tegnepil. Pilen saves med en fukssvans, en ganske almindelig håndsav. Tynde grene og toppen saves væk. Det lægges i en stak til gavn for pindsvin og resten af det rige dyreliv der er her på gården. Stammerne bæres hjem over skulderen. Inden for et døgn afbarkes pilen, det er nemt, barken sidder meget løst om sommeren. Hvis der skal laves barkstykker, har jeg lavet et instrument som jeg fandt i en gammel bog, det køres gennem hele grenen og barken vrides forsigtigt af med håndkraft. Barkstykkerne klippes med en saks og lægges i en stor beholder hvor de bliver vasket og holdt friske. Senere sættes de på store træplader med clips, lige som hvis det var et dyreskind der skulle tørre.

Pil som er mindre end 3 cm i diameter kan komme i tørrerummet med det samme. Alle større grene smøres med rigeligt udendørs trælim på endestykkerne og stakkes lige inde for stalddøren. Det sikrer at pilen som er gennemvåd ved høst, hurtig tørrer for at undgå mug og svampe. Den beskyttende ”hud” er jo fjernet. Efter nogle dage flyttes pilen længere ind i stalden. Den er nu helt tør at røre ved men er stadig ”tung”. Efter nogle uger flyttes pilen ind i tørrerummet. Et rum i min stald som jeg bruger som kontor og produktionslokale, med flere radiatorerne og det hele. Her står den i op mod et år. Så er pilen ”let”, en tørret pilegren vejer næsten ikke noget.

Slibning.

Når pilen er helt tør er den klar til at blive slebet og glat. Knaster og sidegrene fjernes med en håndgrensaks. Så slibes den i hånden med groft sandpapir. Det fjerner alle ujævnheder. Der slibes så med finere sandpapir og pilen er ved at være glat og lækker. Til sidst slibes der med vandslibepapir, pilen er nu super glat.

Skæring.

For at lave et perfekt snit når pilen skal saves sættes der papirtape rundt om stammerne i den længde de skal være. Længderne saves ud med en finttandet håndsav. Endestykkerne slibes fint med et eldrevet slibebånd, det giver det bedste resultat. Så fjernes tapen og pilepinden kvalitetskontroleres for at se om der er slibespor eller splinter. Kun de bedste bruges.

Bark.

Barken løsnes fra stammerne og vrides forsigtigt af. De klippes i længder med en saks og ligger i vand et døgn. De tages op og klipses på træplader. Når de udspændte barkstykker er knastørre tages de ned og klippes lige med en saks.

Bæredygtighed.

Tegnepil er lavet efter gammeldag metoder som virker, det er lavet uden stress og masseproducerede metoder. Alt er håndlavet. Mine marker er pløjet og harvet af min gamle Ferguson traktor. Stiklinger er klippet og sat med håndkraft. De har stået og groet sig store i 6 år før høst. En høstet pileplante laver nye skud og en ny generation af Tegnepil og på vej.

Mig.

Mine produkter skal skabe glæde og sammenhold i familien. De skal plante lidt natur til de som ikke er så heldige at bo ude hvor kragerne vender. Mit slid og ekstra arbejde er ikke et surt slid, det er glæden ved at lave legetøj på den rigtige måde. Er så glad over at se hvordan børn kaster sig over arbejdet med at tegne på pilen, hvert eneste lille sted skal dækkes med en tegning.

Du kan se en lille video her fra mit pilerenseanlæg. Pilen herfra bruges ikke til tegnepil, men brændes i mit store Baxi fyr.

Mange hilsner Lars Svane